Oprindelig tænkt som en foto side, men nu hjemsted for mine blogs 🙂 Velkommen!
Maria’s blogs
Fremhævet
2
AFTENSKOLE FOR MÆND
Overskriften ’Aftenskole for Mænd’ havde fanget hans blik, og underteksten endnu mere:
’Er det muligt at løfte toiletbrættet, før man tisser? Kan man tisse uden at ramme gulv, vægge eller badekar?’ (Praktiske øvelser). Ja, det kunne vi have undervist i, men i stedet kan du lære alt om vinene fra det sydlige Australien .10 tirsdage kl. 18.30 – 20.00 på Tronhøjmagle Gymnasium.’
Det lød som et kursus, der passede til ham. Og med en humoristisk tilgang – helt fint.
_ _ _
Nu var han så på vej ind ad døren. Lidt forsinket, men det skulle han såmænd nok indhente.
Snakken gik allerede lystigt mellem 6-mands bordene i den højloftede gymnastiksal. Der var skænket op, stearinlys på bordene og man studerede nøje etiketterne og de omdelte papirer. Et af lysene skinnede på et løftet glas og illuminerede den dybrøde væske.
Han kiggede sig omkring efter en plads og mødte den unge, dynamiske lærers blik.
– ’Hejsan. Du må være Sigmund, hjertelig velkommen! De fleste her har været på holdet i flere år, men jeg er sikker på, du vil falde hurtigt til. Vi har gemt en plads til dig ved bordet til højre, mellem Rune og Draven.’
Sigmund nikkede tog et hurtigt overblik over det store hold, inden han satte sig ved bordet. Læreren var ung, som ham selv, men de fleste andre hørte til ’det gråhårede segment’. Nå, fint nok. Rart at være blandt lutter mænd.
– ’Davs Sigmund, herligt med lidt nyt, ungt blod i gruppen!’
Den smilende, trivelige mand for bordenden præsenterede sig som Rune, klappede ham på skulderen og gik straks i gang med at forklare ham om aftenens 6 vine og hele proceduren omkring smagningen.
Sigmund lyttede med et halvt øre. Det havde han vænnet sig til, og han vidste, han nok skulle kunne svare tilforladeligt alligevel, hvis nogen talte til ham.
Blikket panorerede over væggene og standsede ved et stort, gammeldags maleri. ’Kvien slagtes ved aftenstide’ var titlen, og nedenunder hang en plakette med teksten: ’Doneret år 2008 af kunstneren Olivia Thorsen, en af vore bedste elever i år 1948’. Nåda. Ja, nu han kiggede nærmere efter, kunne han da godt se, hvor livagtigt blodet sprøjtede ud af halsen på dyret.
– ’Hallo, hvor langt er du nået?’ spurgte manden til højre, som vel så måtte være Draven. (Spøjst navn for en dansker, tænkte Sigmund). Maden var slank og rank med kridhvidt, fyldigt hår og u-indfattede briller. Han blottede en række blændende hvide, velholdte tænder og pegede med en smal finger på listen foran dem med oplysningerne om vinene.
– ’Åh, jeg sad vist og faldt lidt hen’, svarede Sigmund, mens han tjekkede efter i jakkelommen – jo, den var der endnu. – ’Jeg er nået til nr. 5, den holder jeg meget af. Jeg synes, det passer helt godt, hvad de skriver om den: ’En sydaustralsk Shiraz med alt, hvad der hører sig til af tykt strømmende frugtsmag, bløde og imødekommende lækre kælerier for smagsløgene og en fin, krydret og blød eftersmag, der er med til at gøre vinen til en god hygge-ledsager.’
Både Rune og Draven smilede anerkendende til ham, og de skålede bordet rundt.
En sær ro bredte sig over ham, og han opdagede, at han pludselig sad og følte sig glad og afslappet, uden nogen som helst grund. Det lignede ham ikke. Han mærkede atter efter i lommen og følte den dejlige, glatte pistol, der trods sin lidenhed havde så stor effekt, når han først fyrede den af. Det burde have været nu, han rejste sig og bad dem lægge sig på gulvet med hænderne over hovedet, mens han tømte deres lommer, inden han smuttede. Men pludselig havde han ikke rigtig lyst. Hænderne føltes også så tunge. Mon han overhovedet ville kunne løfte pistolen? Og behøvede han egentlig de penge?
– ’Det ser ud, som om du allerede er ved at falde godt til hos os’, sagde smilende Rune. ’Det var da dejligt. Det tænkte vi jo nok. Skal vi ikke alle sammen rejse os og skåle for vort nye medlem? Og så kan vi jo ’indvie’ ham samtidig. Skal vi smage på den sidste vin?’
Som i en døs så Sigmund, hvordan alle rejste sig, smilede imod ham, hævede deres 6. glas og skålede med ham og hinanden.
Han fornemmede, at Draven bøjede sig ind over ham. Så mærkede han det voldsomme bid og så forundret på alt det røde, der sprøjtede fra hans hals og ned over den hvide dug.
– ’Velkommen i gruppen, Sigmund!… ‘
‘ØNSKETÆNKNING’
(Opgave 1, forår 2018)
Mmmmmmm, jeg elsker ingefær! Bare duften af friskrevet ingefær kan gøre mig helt høj.
Skægt, som barn kunne jeg ikke li’ den, syntes det var en underlig fortættet smag og undgik det altid, når de velmenende kvinder i familien tilbød mig ingefærchokolade. Mændene sagde for resten også altid nej tak, det tænkte jeg ikke nærmere over dengang.
Jeg sidder på den lille populære café nede på hovedgaden og drikker et ingefærshot. Så har jeg da fået noget sundt inden det glas med rødvin, jeg har lovet mig selv bagefter.
Det er onsdag i dag. En sær dag. Der sker næsten altid noget særligt på mine onsdage, enten dårligt eller godt….
Caféen er næsten fyldt, jeg var virkelig heldig med at få et af de små borde ved vinduet. Jeg nyder at kigge på folk, både dem, der sidder i caféen og dem, der går forbi ude på gaden. Derfor går jeg her tit alene.
Mit blik fanges af en køn, høj ung pige i lang, sort lakfrakke og højhælede støvler. Hendes lange hår vajer i blæsten, og hun går hurtigt og med faste skridt. Pludselig snubler hun over en flisekant, men kommer hurtigt på ret køl igen.
– ’Shit! Sikken noget lort! Mon der var nogen, der opdagede det? Det er da vildt ødelæggende for mit image at tumle rundt på den måde. Det er også de satans kællinger, de har hylet mig helt ud af den…’
Hov, hvad var nu det? Det var næsten, som om jeg kunne høre hendes indre stemme. Hun er ude af syne nu, så jeg får aldrig fortsættelsen. Det var nok også bare noget, jeg forestillede mig.
Jeg kigger ned i BT og prøver at lade som ingenting.
Næste gang, jeg hæver blikket, opdager jeg en fyr, der står og venter i køen ved baren. Han har skæg og er lidt duknakket, men ellers en nydelig ung mand, som man siger. Ingen særlige kendetegn….
– ’Hollld da ellers helt op. Så står hun dér i døråbningen og siger, hun er gravid. Dén havde jeg sgu ikke lige set komme. Det er godt nok lidt pludseligt, vi har kun datet i 4 uger. Men hun vil ha’ barnet, og hun virker såmænd ret sød. Mon der er plads nok i min lille lejlighed? Hun siger, det nok skal gå. Jeg skal bare blive ved med at studere. Så må vi betale af på lånet, når jeg bliver civilingeniør og får et job. Gad vide, hvad hun arbejder med? Det har vi i grunden ikke fået snakket om endnu….’
Du gode Gud – jeg kan åbenbart kigge ind i folks hjerner nu! Bare de klarer det, de to. Jeg er lige ved at rejse mig og gi’ ham et kram, men stopper heldigvis i tide. Det ville ikke ha’ været så nemt at forklare.
Jeg skynder mig at koncentrere mig om min ostemad. Den er go’. Hjemmebagt brød.
Jeg skimter lige, at den unge mand går hen og sætter sig med sin Americano. Ind træder en nydelig ældre herre med tykt, gråt hår og overskæg. Vi kigger på hinanden et øjeblik, inden han stiller sig i køen. Hans øjne er grønne med et strejf af brunt rundt om pupillerne. Interessant.
– Okay…. Sikken nogle flotte, store blå øjne. Og hendes smil er sødt. Måske kan jeg spørge hende, om jeg må sætte mig hos hende. En eller anden munter bemærkning, måske… jeg må lige finde ud af, hvordan, mens jeg står her i køen. Hun skal jo ikke tro, jeg er en stalker, men blot interesseret i at snakke med hende…
Så er det nu. Han har købt en Classic og et ingefærshot. Han vender sig om og står og tøver lidt. Heldigvis er caféen næsten helt fyldt nu. Jeg rejser mig op og går hen til ham, mens jeg peger mod bordet.
– Har du mon lyst til at sidde ved mit bord, der er lige en ekstra stol ledig, og man har en fin udsigt til gaden.
Han smiler og nikker. Smilet når helt op til øjnene. Han går hen og sætter sig ved bordet, mens jeg bestiller mit glas rødvin. Jeg retter på håret og går hen og sætter mig overfor ham. Vi kigger på hinanden.
– ’Skål!’
– ’Skål’
Han drikker sin ingefærshot, og jeg kan mærke, jeg rødmer let.
732 ord
‘ØNSKETÆNKNING’
(Oprindelig: Opgave 1, forår 2018 – repost: Juni-2020)
Mmmmmmm, jeg elsker ingefær! Bare duften af friskrevet ingefær kan gøre mig helt høj.
Skægt, som lille pige kunne jeg ikke li’ den, syntes det var en underlig fortættet smag og undgik det altid, når de velmenende kvinder i familien tilbød mig ingefærchokolade. Mændene sagde for resten også tit nej tak, det tænkte jeg ikke nærmere over dengang.
Jeg sidder på den lille populære café nede på hovedgaden og drikker et ingefærshot. Så har jeg da fået noget sundt inden det glas med rødvin, jeg har lovet mig selv bagefter.
Det er onsdag i dag. En sær dag. Der sker næsten altid noget særligt på mine onsdage, enten dårligt eller godt….
Caféen er godt fyldt, jeg var virkelig heldig med at få et af de små borde ved vinduet. Jeg nyder at kigge på folk, både dem, der sidder i caféen og dem, der går forbi ude på gaden. Derfor kommer jeg her tit alene.
Mit blik fanges af en køn, høj ung pige i lang, sort lakfrakke og højhælede støvler. Hendes lange hår vajer i blæsten, og hun går hurtigt og med faste skridt. Pludselig snubler hun over en flisekant, men kommer hurtigt på ret køl igen.
– ’Shit! Sikken noget lort! Mon der var nogen, der opdagede det? Det er da vildt ødelæggende for mit image at tumle rundt på den måde. Det er også de satans kællinger, de har hylet mig helt ud af den…’
Hov, hvad var nu det? Det var jo næsten, som om jeg kunne høre hendes indre stemme. Hun er ude af syne nu, så jeg får aldrig fortsættelsen. Mon det handlede om hendes arbejdsplads? Nå, det var nok også bare noget, jeg forestillede mig.
Jeg kigger ned i BT og prøver at lade som ingenting.
Næste gang, jeg hæver blikket, opdager jeg en fyr, der står og venter i køen ved baren. Han har skæg og er lidt duknakket, men ellers en nydelig ung mand, som man siger. ‘Ingen særlige kendetegn’….
– ’Hollld da ellers helt op. Så står hun dér i døråbningen og siger, hun er gravid. Dén havde jeg sgu ikke lige set komme. Det er godt nok lidt pludseligt, vi har kun datet i 4 uger. Men hun vil ha’ barnet, og hun virker såmænd ret sød. Mon der er plads nok i min lille lejlighed? Hun siger, det nok skal gå. Jeg skal bare blive ved med at studere. Så må vi betale af på lånet, når jeg bliver civilingeniør og får et job. Gad vide, hvad hun arbejder med? Det har vi i grunden ikke fået snakket om endnu….’
Du gode Gud – jeg kan åbenbart kigge ind i folks hjerner nu! Bare de klarer det, de to. Jeg er lige ved at rejse mig og gi’ ham et kram, men stopper heldigvis i tide. Det ville ikke ha’ været så nemt at forklare.
Jeg skynder mig at koncentrere mig om min ostemad. Den er go’. Hjemmebagt brød.
Jeg skimter lige, at den unge mand går hen og sætter sig med sin Americano. Ind træder en nydelig ældre herre med tykt, gråt hår og overskæg. Vi kigger på hinanden et øjeblik, inden han stiller sig i køen, og jeg kan se, hans øjne er grønne med et strejf af brunt rundt om pupillerne. Interessant. Jeg retter mig op og smiler. Hvad mon han tænker?
– Okay…. Sikken nogle flotte, store blå øjne. Og hendes smil er sødt. Måske kan jeg spørge hende, om jeg må sætte mig hos hende. En eller anden munter bemærkning, måske… jeg må lige finde ud af, hvordan, mens jeg står her i køen. Hun skal jo ikke tro, jeg er en stalker, men blot interesseret i at snakke med hende…
Så er det nu. Han har købt en Classic og et ingefærshot. Han vender sig om og står og tøver lidt. Heldigvis er caféen næsten helt fyldt nu. Jeg rejser mig op og går hen til ham, mens jeg peger mod bordet.
– ‘ Har du mon lyst til at sidde ved mit bord, der er lige en ekstra stol ledig, og man har en fin udsigt til gaden.’
Han smiler og nikker. Smilet når helt op til øjnene. Han sætter sig ved bordet, mens jeg bestiller mit glas rødvin. Jeg retter på håret og går hen og sætter mig overfor ham. Vi kigger på hinanden.
– ’Skål!’
– ’Skål’
Han drikker sin ingefærshot, og jeg kan mærke, jeg rødmer let.
743 ord
DE BRÆNDENDE ØJNE
Så drømmer jeg om ham igen!
Manden på billedet på væggen ved min seng. Han hænger der altså ikke i virkeligheden, det ku’ mor aldrig finde på at gøre mod mig, men i drømmen er han der.
Det er et guldindrammet portræt af en gammeldags mand i sort. Muligvis har han noget, der minder om sådan en præstekrave om halsen, og han har en skrå, sort baret på hovedet. Han er meget alvorlig. Hans øjne er store og brændende, og lige meget, hvor jeg kigger hen, følger de mig. Jeg kan mærke, at han er meget ond. Jeg er sindssygt bange, hver gang jeg drømmer om ham. Kan ikke røre mig og flygte.
Så vækker mor mig. Kokken er 7, og jeg skal op og i skole. Manden på væggen over sengen er der naturligvis ikke. Pyha, så slap jeg fra ham igen!
Nu sidder jeg i bussen på vej til skole. Jeg går i 4. klasse på nonneskolen nede i Århus centrum. Mor ved ikke noget om min drøm. Jeg plejer ellers at fortælle hende om alting, hun er min bedste ven. Men det er netop derfor, jeg ikke har fortalt hende det. Hun skal ikke være ked af det. Nu er hun og far endelig blevet separeret. Det er hårdt for os alle, men det var værre inden. De skændtes hele tiden, og mor græd. Så spurgte jeg hende, om de ikke skulle blive skilt.
Jeg tørrer duggen af busruden med mit frakkeærme. Det er begyndt at regne. Det gør det næsten altid her i Århus, synes jeg. Jeg hiver automatisk godt ned i huen og strammer halstørklædet, selvom her er drønvamt inde i bussen med alle de mennesker.
Men jeg skulle jo nødigt få ørebetændelse igen-igen. Hver gang, jeg får det, og det gør jeg tit, bliver mor så bekymret. Det gør sindssygt ondt, når trommehinden springer, og betændelsen endelig løber ud. Nu er penicillinen vist ved at komme til Århus, og mor og lægen har sagt, jeg måske kan få det næste gang, så det ikke bli’r så slemt. Det glæder jeg mig til. Men indtil da må jeg hele tiden passe på.
Nu er vi nået forbi Kommunehospitalet og snart helt nede ’i bunden’ af byen. Så er der kun 7-9 minutter, til vi er ved Banegården. Derfra skal jeg gå det sidste stykke til skolen. Hvis jeg løber rigtigt stærkt, kan jeg måske løbe mellem regndråberne, så jeg ikke bliver så våd. Eller bliver man måske mere våd af det? Det har jeg ikke lært endnu.
Anne-Lise driller mig med mit gammeldags tøj, da jeg kommer ind i klassen, og nonnen skælder ud og siger, hun véd, at jeg jo er så klog, så hvorfor gør jeg mig nu ikke umage? Spild af mine talenter, siger hun, og jeg kan se, der igen bobler lidt af det hvide, ulækre i hendes mundvige.
Så er der religionstime, og fordi det er tirsdag, skal alle katolikkerne i kirken og skrifte, mens vi få protestanter i klassen får separat undervisning af fru Grønbæk. Hver gang katolikker går til skrifte, får de tilgivet alle deres synder. De skal bare bede nogle nemme bønner, som de ikke forstår, fordi de er på latin. Jeg kan dem udenad, men det hjælper ikke noget, for jeg er ikke katolik, og mine synder lægger sig bare hele tiden oven på hinanden i en stor bunke. Jeg synes ikke jeg synder ret meget med vilje, men det synes nogen af nonnerne, så det hjælper ikke noget.
På vej hjem i bussen synes jeg, jeg er ved at få ondt i venstre øre. Hvis jeg nu synger en lille sang inden i hovedet, kan det være, det går væk, eller at jeg glemmer det. Jeg sveder voldsomt herinde. Måske skulle jeg bare ud i den friske luft og hærdes med kolde og varme bade, som far siger. Men det siger mor ikke.
Næste nat drømmer jeg drømmen igen. Og nu drømmer jeg – inden i drømmen – at jeg vågner og be’r mor om at fjerne billedet, men hun smiler blot kærligt og lidt trist og siger, at det kan hun desværre ikke, for regeringen har krævet, billedet hænger i alle hjem over barnets seng. …
AF EN DRAGES DAGBOG
AF EN DRAGES DAGBOG’ (Opgave 4,_efterår_2017)
(Målgruppe: 4-90 årige af begge køn – måske mest 4- og 90-årige J)
(Til min nye dagbog – skrevet af Draga Fredslund , 80240 Drageby, Fantasiuniverset.
Kapitel 1: ’Mission Menneske-Drømmerejsen’)
ZAPPPP !
Så er jeg dernede. Det går hurtigere og mere smertefrit for hver gang, jeg skal bryde gennem muren mellem vores (fantasifigurernes) og menneskenes universer, når jeg bliver sendt ud på en mission.
Den midaldrende dame, Kirsten, ligger på gulvet, så lang hun er, med lukkede øjne. Side om side med 7-8 andre andre artige kursusdeltagere. Kors, hvor ser det skægt ud. Nå, jeg må hellere hoppe ind i hende, inden deres guidede drømmerejse begynder!
Så begynder deres kvindelige drømmeguide, langsomt og med dæmpet stemme:
’Nu har I hver især valgt, hvilken fantasifigur i vil være, og vi går i gang med ‘Den Lille Gumbas’*)…. øh, jeg mener … vores Drømmerejse. I skal virkelig forestille jer, at I ER den figur, I har valgt. I ser ud gennem dens øjne og opdager, I står på en smuk eng. Solen skinner, blomsterne blomstrer, bierne bier og solen varmer. Græsset er grønt. Mærk, hvor blødt det er….’
Nå ja, det kunne ha’ været værre .
Ja, jeg ser det for mig og mærker, græsset er blødt og alt det dér…. Hvad nu?
’I horisonten skimter du indgangen til en skov. Du går hen imod den…’
Gad vide, hvad Kirsten har tænkt sig, der skal ske os nu? Pludselig mærker jeg, hun hiver i mig og driver mig hurtigt derhenad. Nåda, hun har travlt med at komme ind i den skov. Den ser ellers ret mørk ud. Måske er hun bare en meget pligtopfyldende kursuselev.
Jeg prøver at trække hende i modsat retning, men hører hende grynte og kommer i tanker om, at vi helst skal prøve at føje de mennesker, der gør sig den ulejlighed virkelig at prøve at tro på os drager. Så ind i skoven med os.
’Nu er du inde i den mørke skov. Du har bare fødder og mærker det fugtige, kølige mos under dine fødder…’
Ja, mon ikke, her er koldt og klamt. Bare jeg havde vidst det, så havde jeg taget mine varme svæve-støvler med, så jeg ikke skulle gå her og få halsbetændelse. Ku’ hun ikke ha’ valgt at være en dronning i stedet for en mande-drage? Vi har masser af udmærkede dronninger i fantasiuniverset.
Næh nej. Og nu, hvor jeg er inden i hende, kan jeg godt mærke hende. Jeg er havnet i en rasende kursist! Ups.
’Du kigger dig omkring. Du er omgivet af høje nåletræer, der skygger for alt lys. En enlig ugle tuder i det fjerne. Du går videre med raske skridt, og pludselig møder du en troldmand. Se nøje på ham, hvordan ser han ud, og hvad vil du ønske dig af ham?’
Så skuer Kirsten fantasien på fuld blus, fornemmer jeg, og frem for vore øjne toner en lille mand med brændende øjne, alt det klassiske outfit fra eventyrene og minsandten også en gammeldags tryllestav.
’Kære hr. Troldmand’, siger Kirsten, ’Jeg trænger i dén grad til at afreagere, så jeg ønsker mig en kæmpe dunk benzin, så jeg kan få ordentligt blus på ilden i mit frygtindgydende gab! Jeg har tænkt mig at brænde hele skoven af, mens jeg forestiller mig, at alle mine arbejdsfortrædeligheder og træske kolleger brænder med!’
Gisp! Ikke noget særligt fromt ønske. Er hun ikke klar over, at der lever masser af små uskyldige dyr i sådan en skov. Og hvad nu, hvis branden breder sig til byen bagved?
’Nu har troldmanden opfyldt dit ønske. Du går langsomt videre….’
Kvindemennesket er allerede i meget bedre humør. Hun hælder en ordentlig sjat benzin ned i gabet på mig/sig. Jeg skynder mig at spytte det meste ud i et ubevogtet øjeblik, mens hun kigger angrebslystent på en flagermus, der flakser forbi os.
Nåda, så går det løs. Hun standser, vi hoster, og så hvæser hun, alt hvad vi kan! Der kommer en lille, forsigtig flamme ud af gabet, men ikke nok til, virkelig at sætte ild på mere end et pas små kvist på et træ. Hun prøver flere gange, men bliver blot mere udmattet for hver gang.
’Nu er du kommet ud af skoven og står midt i et vejkryds, og…’
Her hopper kæden af. Jeg kan mærke, Kirsten ikke lytter til kursuslederen mere, og at hendes raseri er aftaget. Jeg griber chancen for at overtage situationen, inden den udarter. Jeg kravler helt ind i afkrogene af hendes hjerne og hvisker:
’Du er inderst inde et godt menneske! Forget about frustrationer og sure medarbejdere. Vend blikket udad.
Vi kan f.eks. ikke lige stå her i et trafikeret gadekryds og skræmme uskyldige mennesker, de kører jo bare hinanden ned i skræk og rædsel. De er ikke vant til drager!’
PLING! Hun trak usynlighedskortet, hurra! Jeg roser hende og vi løber ubemærket, så hurtigt jeg kan, ned til stranden. Så hopper jeg ud af hende, gi’r hende et knus og flyver en lille tur med hende på ryggen over det smukke hav, mens solen går ned. Vi smiler og vinker, inden vi går hver til sit.
Mission accomplished.
( *) Den Lille Gumbas: Prøv at Google Rasmus Botoft på YouTube)
‘……. aaaannnnnndd ACTION ! ‘
Manus til en mini-tragedie
Medvirkende:
RONALD – tv-producer
MIA – producerassistent
HANS-DIETER – afdelingschef
SIGURD – tillidsrepræsentant
PELLE (stemme) – regissør
EN PIANIST
EN BAKKESANGERINDE
EN TV-BY GUIDE
ET RUNDVISNINGSHOLD
(Location 1: Studie 3 i TV-Byen, engang i ’70’erne. I studiet er opbygget kulisse: Scenen på Bakkens Hvile. T.v. på scenen står et flygel med noder. T.h. står en pianist og en Bakkesangerinde. De kigger imod produceren Ronald, der sidder ved flyglet og improviseret et-eller-andet. Studiet har tre bemandede kameraer med zoom-linser. Kam. 1 og 2 er på stativ, Kam. 3 er bærbart.)
Kam. 2 : Totalbillede af studiet.
Entré bagfra: Højgravid producerassistent med manus og en masse andre papirer under armen. Hun går hen mod den spillende herre, medens kam. zoomer ind til halvtotal af de 2.
MIA: ‘Hej Ronald. Så har jeg skudlisterne klar til kamerafolkene. Vi kan gå i gang med prøverne, når du synes.’
Kam. 3 : Halvtotalt billede af Ronald – han spiller videre. Melodien er ganske smuk, men ikke genkendelig.
RONALD : ’ Mmmmmrrrrkryyyyyyymmmmm……’
Kam. 1 : Halvnært billede af Mia
MIA: : ‘ Øh, hvad?’
Kam. 3 : Halvtotal af Ronald, der rejser sig forsigtigt fra flygelet og slingrer i store buer mod døren til kontrolrummet. Kam. følger ham/zoomer langsom ud til + Mia, der følger efter ham. Pianist og Sangerinde ses stående i b.g.
RONALD: ’ Sjjjjåå køhrer vi med lammene, sjiiger jeg, skatter! ’ *)
(Han hoster og tænder en Cecil)
Kam. 1: Halvnær Pianist og Sangerinde – de kigger forstenede efter ham
___
(Location 2: Billedkontrolrummet ved Studie 3. T.h. for studiedøren ses monitorerne og den lange pult med 4 tomme pladser og mikrofoner til producerassistent, producer, billedmixer og teknisk koordinator. T.h. for koordinatoren står en telefon).
Kam. 3 : Kameramanden følger, så godt han kan (uden skudliste), resten af seancen med sit kamera.
Ronald falder overdørtrinet til kontrolrummet og lander med sit store, tunge korpus fladt på ansigtet med et brag
RONALD (jamrer): ’Ååååååååhhhhhhhhh……..!’
Mia løber hen og prøver at løfte ham, men han er klar dødvægt, og hun er knapt 7 måneder henne, så hun må opgive
RONALD: ’Rrrrrrr-satansss…. Inghenn problemer….’
Han rejser sig med stort besvær, får ramt sit sæde og råber ind i sin mikrofon:
’ ………. aaannnnnddd ACTION! ’
(Der bli’r totalt stille et øjeblik)
Kam. følger Mia, der løber hen til telefonen og drejer fire lokal-cifre
MIA: ’ Pelle, hvor bli’r du af? Jeg er nede i studiet, og nogen må gøre noget. Ronald er sindssygt beruset, og det hele går bare slet ikke… (Hun smågræder)
PELLE (i telefonen): ’Nåhhhrr, så galt er det vel ikke, vi kender ham jo.’
MIA: ’Nu hører du efter, Pelle. Det hér er anderledes! Han kan under ingen omstændigheder producere noget i dag. Gør noget!!’
PELLE: ’Ok. Jeg går ind og siger det til chefen.’
MIA: ’ Tak. Og det skal være NU.’
Hun smækker røret på og går tilbage til Ronald, der skiftevis nynner og jamrer
MIA: ’Ronald, jeg tror ikke, vi skal gå i gang lige nu. Du har det vist ikke helt godt.’
RONALD: ’Schludder, kvinde. Jeg har det helt fint. KLARHH KAMERA 1 !’
Kameramænd 1 og 2 er nu også kommet ind i kontrolrummet og kigger afventende på ham.
Entré HANS-DIETER og bag ham SIGURD
HANS-DIETER: ’Mia, hvad fanden skal jeg stille op med ham?’
MIA: ’Jeg ved det ikke, men nu går jeg ind og lægger mig lidt i sminkerummet. Jeg har masser af plukvéer og vil gerne holde på det her barn.’
HANS-DIETER: ‘Klart, smut du.’
Exit MIA
HANS-DIETER: ’Så, Sigurd, nu bærer vi ham op. Du ta’r ham i benene.’
Sigurd nikker
HANS-DIETER: ’Ronald, nu bærer vi dig hen til foyer’en og bestiller en taxa til dig.
Jeg ringer til din kone og orienterer hende. I morgen møder du på mit kontor kl. 9 til en samtale. Sørg for at møde ædru. Du ved, hvor antabus’en ligger.
RONALD: ’Ååaaarrrghhhhhh…….’
Kam. følger efter Hans-Dieter og Sigurd, der slæber af sted med den vandrette Ronald. Til sidst har han ikke mere kabel og må stoppe op.
Det sidste, der ses, er:
Totalbillede af den lange gang fra studiet, der går forbi kantinen, hen til kontorhuset og foyer’en.
Den lille kortege ses fra ryggen.
Imod dem kommer et rundvisninghold på 30-40 mand, anført af en kæk guide.
GUIDEN: ’Og nu glæder jeg mig rigtig meget til at kunne vise jer, hvordan man producerer en af vores populæreste serier! Vi har fået lov til at kigge indenfor i Studie 3, hvis vi er rigtigt stille, og….. øhhhhhh…’
Guiden har fået øje på den små-jamrende Ronald.
BILLEDET FRYSES –
+/- Rulletekst med credits
Mix til sort. SLUT
*) Indforstået 70’er tv-jargon: ‘Så går vi i gang, skattebasse’
HAN ELSKER MIG FRANTZ_2
’HAN ELSKER MIG, FRANTZ! – Del 2’
’Luk nu op, far! ’
Frants kigger sig sløvt omkring og skubber vattæppet til side. Hvor længe har han nu ligget her? Han ved, der er gået mange dage, siden hun pludselig forlod ham, og han har ikke været uden for en dør. Er han sulten? Var der ikke én, der kaldte?
’Far, for helvede, luk nu op, det er Jakob! Jeg vil jo bare prøve at hjælpe dig.’
Så styrter tårerne, han springer hen og lukker op og omfavner sin store søn, så de begge bliver helt gennemblødte og generte….
’Pyh altså, far, du gjorde mig helt forskrækket, når du aldrig svarede på telefonen.’
Jakob holder ham ud i strakt arm, sér på ham, smiler og siger.:
’Du ligner shit. Nu henter jeg et par øl, og så snakker vi om det, farmand. Så er det heller ikke værre.’
Det bliver sen aften, inden de er færdige. Men de har vist heller ikke haft så vigtig og alvorlig en samtale før.
Inden de krammer hinanden godnat, hører han sig selv sige ja til et kursus i terapi – det er noget med sorg og personlige kriser. Jakob har allerede meldt ham til.
Du gode Gud, hvad bliver mon det næste, han kaster sig ud i? Men han kan jo lige så godt gøre det, han kan ikke bare ligge hér.
_ _ _
Så er det nu. Han er nervøs og har lyst til at stikke halen mellem benene. Skægstubbene er fjernet, og han har taget pænt, diskret tøj på. Jakob smiler, puffer ham ind ad døren og forsvinder ned ad trappen.
’Goddag Frantz, og rigtig hjerteligt velkommen! Vi har glædet os til at se dig, og vi ved godt, det kan være akavet og svært at komme i gang med det hér, men vi skal nok hjælpe dig!’
Hun er en lille spinkel kvinde med store, brune, skæve øjne, der kigger roligt og venligt ind i hans. Er hun mon japaner? Han når ikke at tænke mere, for nu fører hun ham ind i den hyggelige stue, hvor han bliver præsenteret for en mængde nye ansigter. Stemningen er varm, han sætter sig på den anviste stol og slapper af.
På et tidspunkt spørger kvinden, om han kort vil fortælle om sin situation og om han kan sætte ord på sine følelser.
’Sorg, raseri, forundring, afmagt, ensomhed’, vælter det ud af ham.
’Hvilke følelser vil du gerne nå frem til?’, spørger Akina.
Ups, det har han da ikke tænk over. De andre kigger venligt på ham, men siger ikke noget. Han tillader sig at tage tiden til at tænke over det og når at lægge mærke til, at tavsheden ikke virker pinlig hér.
’Jeg kom pludselig til at tænke på denne her’, mumler han og rømmer sig: ’Denial, anger, bargaining, depression and acceptance. Kender I den?’
Det gør de.
’Jeg vil naturligvis gerne nå acceptance, men det ku’ være fedt at komme videre til glæde, håb og kærlighed. Det er pludselig gået op for mig, at det nok kræver mod, så det må vist være det allerførste. Det er meget underligt at stå her og side sådan noget, men også en lettelse, kan jeg mærke.’
Han skynder sig at sætte sig ned.
_ _ _
’Hej sønnike, kom indenfor, vil du ha’ en øl og lidt mad, jeg skulle lige til at spise?’
’Øj mand, du har jo støvsuget og ryddet op. Har du ikke osse flyttet om på møblerne? Her er søreme sket noget, de sidste par måneder. Smadder hyggeligt!’
’Ja, det har godt nok været nogle øjenåbner-måneder. Det var søreme svært dér i starten at sidde og snakke med alle mulige fremmede om sit liv, sine fejl og ikke mindst følelserne. Men Akina har været helt fantastisk til at hjælpe os alle sammen på vej. Alle de ting, hun lærte mig om empati, at lytte og alt det dér…
Han går i stå og smiler genert.
’Hvordan går det med din mor? Jeg håber, hun er glad og har det godt?’
’Jo, hun har det fint og beder mig hilse.’
’Det glæder mig. Du må hilse igen.’
Døren til spisestuen går op, og en lille asiatisk kvinde med smilende øjne kommer ind og trykker varmt Jakobs’ hånd. Han kan li’ hende med det samme.
’Det er Akina, min elskede!’
De to kigger rødmende på hinanden, og Jakob gir’ dem et fælleskram.
’Så er det vist spisetid!’
‘HAN ELSKER MIG, FRANTZ!’
DEN NYE SKRIVESKOLE. Opgave 1 af 2, efterår 2017
’Han siger, han elsker mig!’
’Mmmmmm…’
’Jeg siger: Han siger, han elsker mig. Hører du efter, Frantz?’
’Mmm…. Jamen, det er da glimrende, skat.’
Frantz blader videre til dagens kronik, den plejer han altid at nyde sammen med aftenkaffen med avec. Det er ved at blive efterår, han må hellere se at få renset pejsen og hugget noget brænde til de mørke aftener. Det bliver helt hyggeligt. Frantz kan faktisk helt godt lide efteråret; det er som om alting kommer lidt på standby. Lige nu har de stadig indian summer. Solen har skinnet hele dagen, og den store blodbøg i baghaven aftegner sig nu som en silhuet mod vinduet. Næsten så statisk som et foto.
’Han siger, han elsker mig, og det kan jeg altså ikke stå for, så nu forlader jeg dig. Jeg syntes bare lige, du skulle vide det.’
’Øh – hvad er det for noget sludder, hvem siger hvad? Hvad snakker du om, skat?’
(SLAM!)
Hvor blev hun af? Hvorfor skal det være så svært at få lidt fred til at slappe af, når man kommer hjem? Han går ud i entréen, hvor stilheden pludselig rammer ham i ansigtet. Hun plejer ikke at smutte sådan uden videre. Han kigger sig forvirret og lidt irriteret omkring og ser, der står en meget stor, knaldrød kuvert på det lille bord under spejlet. Den er umulig at overse. ’Til Frantz’ står der med hendes lille skønskrift.
Han åbner den og læser.
’Kære du. Hvis du – ikke ’mod’, men ’med’ forventning – ikke hørte efter, hvad jeg lige sagde til dig, så læs hér: Jeg elskede dig og prøvede at råbe dig op i 30 år. Det må være nok, så nu er jeg væk. Jeg har, hvor banalt det end lyder, fundet en, der ser mig kærligt i øjnene og taler med mig. Ham vil jeg dele de næste 30 år med. Vi må lige høres ved om, hvad vi gør med huset etc., det materielle må være til at løse, synes jeg. Skal nok være fair, mangler ikke penge. Børnebidrag bliver jo ikke relevant, nu hvor Lisa og Jakob er voksne og klarer sig så fint. Ønsker dig alt godt. Kh Sidse. P.S. Der står en hot-pot i køleskabet til din aftensmad.’
Hvad fanden, er han mon med i et af de her nye reality programmer, hvor man udsætter folk for alt muligt absurd? Nej, det ville ikke ligne hende. Hun ser mere DR-K. Han virrer med hovedet og går ind og sætter sig igen, mens han glor fåret ud ad det åbne vindue. Der går en lille dreng nede på gaden med sin far i den ene hånd og en blå ballon i den anden. Pludselig smutter ballonen fra drengen, og han græder højt. Faderen sætter sig på hug og prøver at trøste ham, men intet hjælper. Frantz lukker vinduet. Så sætter han sig midt på gulvet og læser det korte brev en gang til. Han vender det på hovedet og prøver at læse det bagfra, men det gi’r heller ingen mening for ham.
Mobilen ringer, og han farer op. Har vist skruet alt for højt op for ringetonen sidst, den skærer gennem mellemøret.
’Far, det er mig, Lisa. Er du der? Mor er lige kommet og har fortalt mig det hele. Jeg syntes, jeg ville høre, om du var ok?’
Hva’for noget ’det hele’? Han rømmer sig og siger:
’Øh-hmmm, jo, det går såmænd fint. Hils du bare’.
Så stivner han, taber mobilen, løber ind i soveværelset og ruller sig sammen i fosterstilling i hendes side af dobbeltsengen. Blodbøgen vifter langsomt med grenene. Det er begyndt at regne.
’Hallo! Halloo!….’
HÅL DA KÆÆFT KÆLLING!
’Tjener, vi vil ha me-re øl!’ Ringetonen skærer gennem luften og vækker mig fra min lette døs. En eller anden må ha’ mobilen på max. Endelig bli’r den taget, og jeg falder hén igen.
’Åhr hål da kæææft kælling, ikke det deprisionspladder igæn!! Det ka’ sku’ da ikke passe, jeg skal høre på det overskruede sludder åm å åm igæn!
Det er myldretid på linje 161, og vi er på vej mod Lyngby Station. Jeg drejer hovedet, diskret synes jeg selv, for at få et glimt af den plagede ungersvend, der sidder på sædet lige skråt bag mig. Han ta’r overhovedet ikke notits af mig. Hvad hulen har han gang i? Og behøver han råbe så højt?
Et stykke tid vælter uforståelige, men tydeligt ophidsede ord ud af hans telefon. Vi kan høre, hun ikke har det godt. Måske vil hun ha’ han skal komme hjem og hjælpe hende? Gu’ ve’, om han er på vej ud eller hjem?
Den ældre kvinde ved siden af mig hvisker:
’Hun har det da vist ikke godt, den stakkels pige. Gad vide, om hun er manio-depressiv? Eller måske er det en fødselsdepression?. Dem hører man jo så meget om nu til dags’
Hendes små grå øjne plirrer. Hun stirrer opfordrende på mig, som om hun forventer, jeg har en endnu bedre teori.
’Ja, hvad véd man’, hvisker jeg tilbage og føler mig totalt åndssvag. Hvorfor sidder vi her og hvisker, mens han råber med sin kæreste i fuld offentlighed?
’Jamen voffer SPISER du så ikke de 3-4 piller hver dag i stædet får å samle dem sammen til nu…’
Bare jeg var et andet sted. Jeg vil ikke høre det. Gyser uvilkårligt ved tanken om, at et lille barn evt. skulle være involveret. Den ældre dame er blevet tavs.
Dramaet bølger et stykke tid frem og tilbage mellem hendes og hans telefon, indtil vi er i Lyngby. Nogle få brokker kan vi høre, resten drukner i bump på vejene, hvinende bremser og utålmodige råb til medbilisterne fra vores chauffør. Han er bagud for tidsplanen.
Endelig er vi i Lyngby.
’Så, nu ka du sgu knævre videre eller ej, skat, jeg ska a nu. Og hvis du stadig er i live, når jeg kommer jæm vil jeg gærne ha fred og varm mad – med kød. Det har eddermame været en lang dag.’
Det lyder, som om hun græder i mobilen, da han ta’r den fra øret, men han slukker uanfægtet. Jeg ved, jeg burde gribe ham i kraven og ruske hans adresse ud af ham, så jeg ku’ ringe efter en ambulance, ta’ en taxa ud til kæresten, eller måske bare ringe til hende og snakke hende til ro.
’Endestation! Alle stiger ud!’ lyder det over højttaleren.
Folk myldrer ud. Jeg kigger tavst forbi ham, da han slentrer forbi mig ud af bussen. Har pludselig svært ved at rejse mig.
‘TÅRER PÅ KIND’
’Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør’.
Mærkelig sætning. Jeg har svært ved at sige den naturligt her foran kameraet. Det er ikke bare det med den halve uddannelse, det er også ordet ’mor’. Heldigvis skal jeg læse op fra det brev, hun har sendt mig via produceren, så det må godt lyde lidt akavet.
Jeg har altid vidst, jeg var adopteret, og jeg er heldig, jeg ikke blev en abort. Jeg er en af de få i min generation, som er født af en kaukasisk, dansk mor. Det er nok derfor, jeg blev valgt til programmet.
Nu står jeg hér med fotografen og produceren – i solskinnet foran Statens Kunstmuseum, som jeg elsker og kender ud og ind efter de mange besøg, fra jeg var helt lille. Sammen med mor og far. Jeg har haft verdens lykkeligste barndom, men alligevel er jeg nysgerrig efter at møde min ’kødelige’ mor, som produceren Ellvira nu har fundet. Faderen har man ikke kunnet finde.
’Nå, hvad føler du så lige nu, lige før du skal møde din biologiske mor?’ spørger Ella forventningsfuldt, og jeg kan se, den smukke unge mand automatisk zoomer ind med kameraet. ’Tårer på kind’ er stadig valgsproget i medierne. Jeg føler en umådelig træthed sive ned gennem mig.
’Jeg føler faktisk ingenting’, ryger det ud af mig. ’Nu skal det bare overstås’.
’Kan vi lige ta’ dén igen, Lucas, siger Ellvira.
Han nikker kort, og hun fyrer af igen: ’Hvad FØLER du liiige nu? Hvad går der gennem dit hoved? Det eneste, vi ved om din mor er, at hun har en halv uddannelse som hundefrisør. Hvad føler du ved det?’
’Rend og hop!’, hører jeg mig selv sige, og Ellvira stivner og måber. Pludselig hader jeg hende.
’Cut!’ råber hun, men Lucas optager videre og smiler: Det her kan udvikle sig til et spændende, anderledes indslag…
Så ta’r min snusfornuft over igen, og jeg mumler, at jeg har brug for en kort pause.
Min dejlige, rolige far, som har insisteret på at tage med mig i dag, ta’r mig om skuldrene og fører mig lidt væk til en bænk.
Lucas filmer ’indklipsbilleder’ til udsendelsen, og Ellvira roder i sine notater.
’Du behøver ikke gøre det, hvis du ikke har lyst, min skat’ siger far. Jeg læner mig ind til ham. Han har altid været der, når det gjaldt.
’Nu sidder hun derinde og venter på at blive kaldt ud, og pludselig ved jeg slet ikke, om jeg har lyst til at mødes! Men jeg kan jo ikke være bekendt at la’ hende vente!’
’Jeg skammer mig også lidt – en halv uddannelse som hundefrisør. Hun er jo fra et helt andet ’segment’ end os. Hvad skal vi overhovedet tale om? Vi kan jo ikke kramme og tude hele tiden – og jeg hader hunde!!’
Det vælter ud af mig, og pludselig græder jeg og griber det lommetørklæde, far rækker mig, mens han smiler og siger: ’Nu skulle hende Ellvira og fotografen lige se dig. Endelig lidt ’tårer på kind’, og de går glip af det.’
Vi griner lidt sammen, jeg tørrer øjnene, og vi bliver enige om at fortsætte. Den ukendte kvinde har givet mig muligheden for dette dejlige liv, selvom aborten var indført. Hunde-eller-ej, jeg vil møde hende og takke hende. Det er vel det mindste, jeg kan gøre.
Så står jeg der igen. Ellvira og Lucas ånder lettede op, Ellvira sender en sms, og jeg holder vejret.
Nu træder hun ud af hovedindgangen. Solen og vinden fanger hendes halvlange hår, der er lyst som mit.
Hun ser forbløffende ung og smuk ud. Har næppe været meget over 16 år, da hun fik mig. Med raske skridt går hun mig i møde. Som på tælling begynder vi begge at smile. Jeg mærker, at det er en dejlig dag. Min mor foran mig. Min far i baggrunden. Han gi’r mig tryghed og styrke. Altid.
’Hej’, sig hun og jeg får et varmt kram, som jeg gengælder.
’Jeg hedder Amanda Kring, og jeg er den nye direktør her på museet. Hvor blev jeg glad, da jeg hørte, du havde valgt at møde mig hér. Og jeg kan se, du har taget min gamle kæreste med!’
Far smiler til hende.
photogroupblik 