Maria’s blogs

Fremhævet

Oprindelig tænkt som en foto side, men nu hjemsted for mine blogs 🙂 Velkommen!

Reklamer

HÅL DA KÆÆFT KÆLLING!

’Tjener, vi vil ha me-re øl!’ Ringetonen skærer gennem luften og vækker mig fra min lette døs. En eller anden må ha’ mobilen på max. Endelig bli’r den taget, og jeg falder hén igen.

’Åhr hål da kæææft kælling, ikke det deprisionspladder igæn!! Det ka’ sku’ da ikke passe, jeg skal høre på det overskruede sludder åm å åm igæn!

Det er myldretid på linje 161, og vi er på vej mod Lyngby Station. Jeg drejer hovedet, diskret synes jeg selv, for at få et glimt af den plagede ungersvend, der sidder på sædet lige skråt bag mig. Han ta’r overhovedet ikke notits af mig. Hvad hulen har han gang i? Og behøver han råbe så højt?

Et stykke tid vælter uforståelige, men tydeligt ophidsede ord ud af hans telefon. Vi kan høre, hun ikke har det godt. Måske vil hun ha’ han skal komme hjem og hjælpe hende? Gu’ ve’, om han er på vej ud eller hjem?

Den ældre kvinde ved siden af mig hvisker:

’Hun har det da vist ikke godt, den stakkels pige. Gad vide, om hun er manio-depressiv? Eller måske er det en fødselsdepression?. Dem hører man jo så meget om nu til dags’

Hendes små grå øjne plirrer. Hun stirrer opfordrende på mig, som om hun forventer, jeg har en endnu bedre teori.

’Ja, hvad véd man’, hvisker jeg tilbage og føler mig totalt åndssvag. Hvorfor sidder vi her og hvisker, mens han råber med sin kæreste i fuld offentlighed?

’Jamen voffer SPISER du så ikke de 3-4 piller hver dag i stædet får å samle dem sammen til nu…’

Bare jeg var et andet sted. Jeg vil ikke høre det. Gyser uvilkårligt ved tanken om, at et lille barn evt. skulle være involveret. Den ældre dame er blevet tavs.

Dramaet bølger et stykke tid frem og tilbage mellem hendes og hans telefon, indtil vi er i Lyngby. Nogle få brokker kan vi høre, resten drukner i bump på vejene, hvinende bremser og utålmodige råb til medbilisterne fra vores chauffør. Han er bagud for tidsplanen.

Endelig er vi i Lyngby.

’Så, nu ka du sgu knævre videre eller ej, skat, jeg ska a nu. Og hvis du stadig er i live, når jeg kommer jæm vil jeg gærne ha fred og varm mad – med kød. Det har eddermame været en lang dag.’

Det lyder, som om hun græder i mobilen, da han ta’r den fra øret, men han slukker uanfægtet. Jeg ved, jeg burde gribe ham i kraven og ruske hans adresse ud af ham, så jeg ku’ ringe efter en ambulance, ta’ en taxa ud til kæresten, eller måske bare ringe til hende og snakke hende til ro.

’Endestation! Alle stiger ud!’ lyder det over højttaleren.

Folk myldrer ud. Jeg kigger tavst forbi ham, da han slentrer forbi mig ud af bussen. Har pludselig svært ved at rejse mig.

‘TÅRER PÅ KIND’

’Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør’.

Mærkelig sætning. Jeg har svært ved at sige den naturligt her foran kameraet. Det er ikke bare det med den halve uddannelse, det er også ordet ’mor’. Heldigvis skal jeg læse op fra det brev, hun har sendt mig via produceren, så det må godt lyde lidt akavet.

Jeg har altid vidst, jeg var adopteret, og jeg er heldig, jeg ikke blev en abort. Jeg er en af de få i min generation, som er født af en kaukasisk, dansk mor. Det er nok derfor, jeg blev valgt til programmet.

Nu står jeg hér med fotografen og produceren – i solskinnet foran Statens Kunstmuseum, som jeg elsker og kender ud og ind efter de mange besøg, fra jeg var helt lille. Sammen med mor og far. Jeg har haft verdens lykkeligste barndom, men alligevel er jeg nysgerrig efter at møde min ’kødelige’ mor, som produceren Ellvira nu har fundet. Faderen har man ikke kunnet finde.

’Nå, hvad føler du så lige nu, lige før du skal møde din biologiske mor?’ spørger Ella forventningsfuldt, og jeg kan se, den smukke unge mand automatisk zoomer ind med kameraet. ’Tårer på kind’ er stadig valgsproget i medierne. Jeg føler en umådelig træthed sive ned gennem mig.

’Jeg føler faktisk ingenting’, ryger det ud af mig. ’Nu skal det bare overstås’.

’Kan vi lige ta’ dén igen, Lucas, siger Ellvira.

Han nikker kort, og hun fyrer af igen: ’Hvad FØLER du liiige nu? Hvad går der gennem dit hoved? Det eneste, vi ved om din mor er, at hun har en halv uddannelse som hundefrisør. Hvad føler du ved det?’

’Rend og hop!’, hører jeg mig selv sige, og Ellvira stivner og måber. Pludselig hader jeg hende.

’Cut!’ råber hun, men Lucas optager videre og smiler: Det her kan udvikle sig til et spændende, anderledes indslag…

Så ta’r min snusfornuft over igen, og jeg mumler, at jeg har brug for en kort pause.

Min dejlige, rolige far, som har insisteret på at tage med mig i dag, ta’r mig om skuldrene og fører mig lidt væk til en bænk.

Lucas filmer ’indklipsbilleder’ til udsendelsen, og Ellvira roder i sine notater.


 

’Du behøver ikke gøre det, hvis du ikke har lyst, min skat’ siger far. Jeg læner mig ind til ham. Han har altid været der, når det gjaldt.

’Nu sidder hun derinde og venter på at blive kaldt ud, og pludselig ved jeg slet ikke, om jeg har lyst til at mødes! Men jeg kan jo ikke være bekendt at la’ hende vente!’

’Jeg skammer mig også lidt – en halv uddannelse som hundefrisør. Hun er jo fra et helt andet ’segment’ end os. Hvad skal vi overhovedet tale om? Vi kan jo ikke kramme og tude hele tiden – og jeg hader hunde!!’

Det vælter ud af mig, og pludselig græder jeg og griber det lommetørklæde, far rækker mig, mens han smiler og siger: ’Nu skulle hende Ellvira og fotografen lige se dig. Endelig lidt ’tårer på kind’, og de går glip af det.’

Vi griner lidt sammen, jeg tørrer øjnene, og vi bliver enige om at fortsætte. Den ukendte kvinde har givet mig muligheden for dette dejlige liv, selvom aborten var indført. Hunde-eller-ej, jeg vil møde hende og takke hende. Det er vel det mindste, jeg kan gøre.


 

Så står jeg der igen. Ellvira og Lucas ånder lettede op, Ellvira sender en sms, og jeg holder vejret.

Nu træder hun ud af hovedindgangen. Solen og vinden fanger hendes halvlange hår, der er lyst som mit.

Hun ser forbløffende ung og smuk ud. Har næppe været meget over 16 år, da hun fik mig. Med raske skridt går hun mig i møde. Som på tælling begynder vi begge at smile. Jeg mærker, at det er en dejlig dag. Min mor foran mig. Min far i baggrunden. Han gi’r mig tryghed og styrke. Altid.

’Hej’, sig hun og jeg får et varmt kram, som jeg gengælder.

’Jeg hedder Amanda Kring, og jeg er den nye direktør her på museet. Hvor blev jeg glad, da jeg hørte, du havde valgt at møde mig hér. Og jeg kan se, du har taget min gamle kæreste med!’

Far smiler til hende.

 

 

 

DÅSETOMATER

DÅSETOMATER

(Opgave 2 – Forår 2016: Inspiration og fiktion)

Hvad var det nu, terapeuten sagde til hende sidste gang:
’Når du får den dér følelse af, at væggene er ved at mase dig, loftet er ved at falde ned over dig, eller de mange fremmede stemmer omkring dig er ved at flænse dine trommehinder, Lizzie, så visualisér, du er på dit eget, personlige yndlingssted!’

Det får hun brug for nu. Hun skal nå at hente barnebarnet på det nye fritidshjem, og hun er allerede sent på den, så der er ikke tid til svinkeærinder, hvis hun skal nå at købe ind inden da. Og dét skal hun. I dag er hun dødtræt og orker ikke kampen om det slik, Isabelle absolut ikke må få for sine travle, øko-dynamiske forældre.
Altså – hun mander sig op, svinger ind ved førstkommende supermarked og træder ind.

Så begynder det.
Den varme og fugtige lugt af stress slår hende i møde. Hun scanner hurtigt rummet med øjne og ører. Der er mange mennesker i butikken, og en del har deres udmattede børn med.

Det skærende neonlys gør hende trist.

En eller anden har tabt en flaske rødvin ud over gulvet. En ung elev er med synlig utilfredshed ved at tørre op i slow-motion.

Den lille dreng bag ved hende kører sin mors indkøbsvogn op i hendes lægge med et voldsomt stød. Moderen ser det ikke. Hun har travlt med at spørge ham, hvad han mon synes, de skal spise til aften. Lizzie aner ud ad øjenkrogen ungens hånlige blik, da han overhaler hende.

Åh Gud, hun kan ikke finde øko-hylderne, hvor er hun dog også dum! Her er vel ikke nogen. Hun skulle have tjekket, om der lå en IRMA på ruten.

Hun kigger desperat på varerne, mens hun går forbi dem. Tænk, hvis man kunne læse ind under deres korte deklarationer med de meget små bogstaver. Tænk, hvis man ligefrem kunne kommunikere med dem!
Pjat. Tiden er knap, og hun bliver mere og mere svimmel. Hun snupper en pille
Så hører hun pludselig midt i kakofonien af stemmer den sagte hvisken fra en dåse flåede tomater til 3,95 på mellemste hylde, gangen til højre…

’Halloooo – ja, dig – jeg kan se, du kan høre mig.’

Lizzie kigger sig forskrækket omkring. Mon der var andre, der hørte det? Nej, ingen reagerer.

’Kom nu hen til mig. Jeg er ånden i tomatdåsen, og hvis du åbner dåsen, slipper jeg ud. Jeg er også træt af denne her butik. Jeg vil hjem til mit varme land og være fri igen’. Hvis du hjælper mig, vil jeg opfylde et ønske for dig.’

Hun stiller indkøbsvognen fra sig, lister stille hen til dåsen, lukker øjnene et øjeblik og koncentrerer sig. Så åbner hun dåsen med et smæld og mærker en hvirvelvinden løfte sig op. Den bærer hende ud gennem glasruden, højt, højt op….
Hun når lige at sms’e til datteren.
’I må hente jeres barn selv i dag – jeg er på vej til mit helt eget, personlige yndlingssted, og dér bliver jeg foreløbig. Hils omkring jer!’

Tyngdekraften er ophævet. Hun flyver og smiler….

ORDENE

ORDENE
(UFORTALTE FØLELSER (OPGAVE 1-2016, max. 500 ord – ingen adjektiver)

Det er aften.
Rasmus sidder ved bordet under vinduet og tænker. Skulle have fortalt hende det. Der havde været tid nok til at gøre det. Han siger ordene ud i luften, og synker sammen under ekkoet fra væggene.
Hun hører dem ikke.
Hun er der ikke.
I skolen var hun der. Hun sad på tredje vinduesrække og han på anden. Læreren skældte ham ud, fordi han ikke hørte efter, men drejede sig om for at kunne se hende og hviske til hende og høre hendes stemme, der svarede.
Han fik aldrig grebet om det franske, men lærte hendes stemme at kende.
Han kigger ud på solen, der kommer frem under en sky. Den skinner et øjeblik og nu-u-u-u går den ned. Slut på dén dag.
Barnet mumler i gæsteværelset. Han lister derind og hvisker ordene til hende. Hun vender sig mod ham og smiler i søvne. Et øjeblik er alt godt.
——–
Det er aften.
Hendes mand har trukket gardinerne for. Hun går rundt og flytter på ting, mens han ser Nyhederne.
Barnet er her ikke. Hun er hos sin far i weekenden. Lisa og Bendt har det hele for sig selv. Det hedder ’voksen tid’, og hendes veninder sukker efter det. Hun glæder sig, til det bliver søndag aften.
I skolen var han der. De snakkede sammen. Også i timerne, hvor han måtte dreje sig og fik skæld ud af læreren, fordi han ikke hørte efter.
Senere kyssede de hinanden. Til studenterfesten gik de ud i skoven og lavede barnet, mens solen gik.
Han rejste, og barnet kom.
Ordene kom ikke. Hun opgav håbet. Bendt var der, og så blev det sådan.
En dag kom han hjem. Hun havde sendt ham billeder af barnet. Han flyttede ind i huset på hjørnet.
Hun standser og forestiller sig, hun kan høre ham sige ordene, hvis hun lytter.
Bendt drejer sig og kigger på hende, ’ Hvad tænker du på, skat?’
’Ikke noget. Jeg faldt bare i staver. Hvordan går det ude i verden?’
Hun går hen og sætter sig i sofaen hos Bendt og Nyhederne.

IKKE FLERE MORD – Del 2

(Dette er en fortsættelse af min besvarelse på Opgave 4):

– ’Du gode Gud!’ udbryder Palle, mens han stirrer paralyseret på det vanvittige tableau på scenen: Severin, der knæler med sin nyfødte søn i armene foran Catharina, der endnu ligger og gisper på scenens chaiselong.
– ’Vil du gifte dig med mig, elskede?’ råber Severin, og salen henligger i total tavshed, indtil Catharina hvisker ’Ja’.
Så brager bifaldet løs. Hele salen rejser sig hylder de nybagte forældre. Forestillingen er glemt, det her er den ægte vare og bedre end noget amatørteaterstykke!
– – –
Det er blevet sent, inden Palle og Solvejg kan sætte sig ned foran den buldrende kamin med hver sin velvoksne brandy. Datteren Sille på 4 savnede sin mor, og den mopsede babysitter nærmest kastede det opkørte, skrigende barn i armene på hende, inden hun indkasserede pengene og strøg ud af huset.
– ’Hold da kæft, en aften’, siger Palle. ’Hvordan pokker kunne Catharina dog skjule sin graviditet i al den tid? Ingen af os fattede mistanke. ’
Solvejg kigger langsomt op fra glasset.
– ’Ja, nogen kvinder kan måske bare mere, end du tror.’
– ’Nå, en live fødsel på scenen var åbenbart noget, der kunne få småborgerne op af hullerne. So far so good. Men nu har vi da et problem med, hvem der skal spille den kvindelige hovedrolle de næste par uger. Shit.’
Iskrystallerne i glasset klirrer og spejler sig i Solvejgs øje.
-’Ja, det er vel så det, der optager den berømte amatørteater instruktør mest, ikke? Pyt  med, at Catharina har måttet skjule sin graviditet, indtil hun var sikker på Severins frieri. Tror du, hun har haft det nemt?’
-’Hvad Fanden? vidste du det godt, det ku’ du s’gu da godt have sagt til mig!’
-’Hun bad mig tie stille med det, og det respekterede jeg naturligvis.’
-’Mere, end du respekterer din husbond, som gerne skulle have det hér stykke til at køre. Vi har ingen stand-in for hende, og de kan vel ikke slæbe ungen med fra i morgen. ’
Solvejg rejser sig op og vandrer rundt i den store stue. Hun bøjer sig ned og kaster en ekstra pind i kaminen. Den må være meget tør, tænker hun, den futter voldsomt op med det samme.
Palle er i gang med nok en forurettet svada, da noget iskoldt og klæbrigt rammer ham i nakken og langsomt siler ned under nystrøgne skjortekant. Han rejser sig med et sæt, snurrer rundt, registrerer i farten det tomme brandyglas på bordet og kigger nu lige ind i sin kones stålgrå øjne. Skægt, farer det igennem hans hoved, han har aldrig før tænkt over, præcis hvilken farve øjne, hun har.
Hun vender sig roligt og skænker sig en ny drink med 4 spejlblanke isterninger, ’Plonk, plonk, plonk, plonk….’
-’Nu skal jeg sige dig et par ting, unge mand.
Palle taber underkæben.
-’Nu har jeg hørt på dig og alt dit narcissistiske pladder og brok i over seks år, bare fordi jeg faldt for din overfladiske charme i 3.g. Jeg var dum nok til at gifte mig med dig trods far og mors advarsler, og min godmodige far tog dig ind i sit firma, på trods af, at han ved Gud ikke havde den store tiltro til dine evner til at koncentrere dig i mere en 10 minutter ad gangen om et ærligt stykke arbejde. Det er muligt, du selv mener, du er Guds gave til kvinden, men den eneste grund til, at jeg er blevet hos dig så længe, er Sille. Hende skal du have tak for!’
Han gnider sig febrilsk over nakken. Frisuren er kommet i uorden, han klistrer overalt, og det drypper på det fine gulvtæppe. Hvad fanden mener hun, hvad sker der?? Han skal lige til at udslynge noget begavet og sarkastisk. Der plejer at kunne få hende ned på jorden igen, når hun en sjælden gang har vrisset ad ham.
Så mærker han en sviende smerte over højre øje og vakler bagover, samtidig med, at han pludselig føler sig svimmel.
-’ Ja, jeg stak dig en på skrinet. Det har jeg haft lyst til længe! Der var for resten et uskadeligt, men effektivt sovemiddel i din brandy. Jeg er den, der er smuttet, og jeg tager Sille med! Sov godt, men sørg for at være ude i morgen tidlig. Husk, at huset står i mit navn!

(Tæppe)

IKKE FLERE MORD…..

Leif klæber den sidste plakat op. Byen er lille, så det er hurtigt gjort.
’ IKKE FLERE MORD – ET SPIL OM LIV OG DØD.. .’ Med Svanbylilles Dilettant Skuespilkorps (etc., etc….)
Han træder lidt tilbage og kigger på den. Det ser flot ud, og han glæder sig allerede til premieren på lørdag. Han har fået to fribilletter til sig og Lisa.
– – –
Instruktøren Palle har det ikke let. Var det mon en god idé at vælge en krimi til den årlige amatørforestilling netop nu, hvor der har været en seriemorder på spil i længere tid her i Vestjylland.
Og netop, som det så ud til, at truppen nogenlunde kunne deres replikker, har hovedpersonen, selveste seriemorderen, lagt sig med fåresyge i går.
Han har været nødt til at indsætte byens ny tilkomne læge, Severin, i hovedrollen. Der er simpelthen ingen alternativer. Ingen kender ham rigtigt, men den høje, charmerende mand har lige fra starten udvist stor interesse for dilettant foreningen og overværet samtlige prøver fra første dag. Han påstår, han kender replikkerne forfra og bagfra, og det lød også sådan, da de lod ham afprøve rollen her i eftermiddags.
– ’Godnat min skat. Jeg tror, jeg vil gå tidligt i seng og læse lidt’, siger Palle, smiler blegt til sin kønne hustru, sætter glasset fra sig og går i seng med manuskriptet.

– – –

– ’Nå, venner, så er vi nået til generalprøven! Jeg håber, I alle sammen har læst godt på lektien og er klar til at tage vores by med storm i aften! Vi har totalt udsolgt!’
Spredt mumlen… de virker noget trætte og uoplagte.
– ’Hvis vi kommer frelst i havn giver jeg champagne på bagscenen bag efter!’
Palle kigger ud over sæderne i salen. Blikket glider fra Severin til Catharina. Hun er ung, køn og rimeligt god til både at huske og fremføre sine replikker, så hun har fået den kvindelige hovedrolle. Nåh ja, køn og køn, han lader blikket dvæle ved hende. På det sidste er det, ligesom hun er begyndt at sjuske med sit udseende; hun virker træt og ukoncentreret, og har hun ikke lagt sig ud? Forhåbentlig opper hun sig i aften. Forestillingen må ikke blive en fiasko. Hans ry som instruktør skulle gerne forblive intakt.

-’Så går vi i gang. Ro i salen! Tæppe!’
Og så går det ellers slag i slag med katastroferne. Tæppet sætter sig fast, da den svedende scenemester skal trække det fra. Mikrofonerne ’falder ud’ med jævne mellemrum. Suffløsens manuskript er blevet væk, og da det endelig findes, er hun så nervøs, at hun kludrer rundt i replikkerne. Der er ellers god brug for suffli. Den fleste af de medvirkende har glemt mange af deres replikker, også Catharina virker usikker, selvom hun får god støtte af seriemorderen, undskyld Severin, der som den eneste sprudler af overskud.

Nu er den alenlange prøve endelig overstået. Hvordan i himlens navn skal det gå i aften?
-’Tak, allesammen!’ siger han med et stift smil og slår jovialt ud med armene.
-’I véd jo, hvad man siger – en elendig generalprøve betyder succes ved premieren. Så mødes vi friske og veludhvilede i aften.’

– – –

Derhjemme går det ud over Solvejg.
-’Hold kæft en samling klamphuggere!’, råber han, mens han traver frem og tilbage på rya’en. Solvejg kender hans temperament og afventer, men da han når til dén med ’Hvorfor skulle vi også absolut herud på bøhlandet og bo, bare fordi det er din barndomsby?’, får hun en koldt blik i øjnene og tager til genmæle.
-’Ja, hvorfor mon, min skat? Har du glemt, at min far tilbød dig kompagniskab i sit firma med fri bolig og bil, da vi skulle giftes?’
-’Hrmmmmm….. Jeg ta’r lige en lur inden i aften.’
Solvejg smiler.
– – –
Så er tæppet gået, uden fejl, foran de forventningsfulde tilskuere. Suffløsen er på sin plads og stykket skrider forbløffende pænt frem, så Palle begynder at slappe lidt af.
Catharina spiller sin rolle som den unge forfulgte kvinde med stor indlevelse, mens den sleske seriemorder spinder sit net omkring hende. Hun stønner og sveder, og publikum er åndeløse, da hun bryder ud i et langt, skærende skrig og falder om på gulvet.
Suffløsen ser forundret op fra manuskriptet. Hvor stod det skrig?
’Tæppe!’ råber Severin, og da det går fra igen efter nogen tumult, rækker han sejrsstolt et nyfødt, velskabt drengebarn i luften, falder på knæ foran den mat smilende Catharine og siger højt:
’Elskede, vil du gifte dig med mig?’

DEN UNDERLIGE MAND

Mia er til sin første børnefødselsdag. Det er så dejligt! Tænk bare, der kom en fin, hvid kuvert ind ad brevsprækken med hendes navn på for en uge siden! Hun har talt dagene sammen med mor lige siden, og nu ér hun her. De 5 piger har fine kjoler på, og de har alle afleveret en lille gave til Solvejg, som blev så glad for dem alle sammen! Solvejg bor i opgangen ved siden af og er hendes bedste veninde, selvom hun kun fylder 4 år, og hun selv er en stor pige på 5½.

Nu har de spist boller og kage og ikke spildt den røde sodavand på kjolerne, og Solvejgs moder og de andre mødre, der drikker kaffe ved det andet bord, smiler glade til dem og taler lidt om, at de er SÅ meget roligere og nemme at underholde end drenge.

Så er de 2½ time gået, og de andre mødre siger farvel-og hvor-var-det-hyggeligt og går sammen med deres børn. De skal hjem og lave mad til fædrene, der snart kommer hjem efter en laaang dag på arbejdet, véd Mia.

Mor bliver lidt endnu, hun kan jo hurtigt smutte hjem, når de bor så tæt.

Solvejg og Mia ta’r hinanden i hånden og prøver at se artige og store ud.

’Må vi godt gå ned i gården og lege lidt? Vi skal nok lade være med at blive snavsede.’

’Hvad?’ De drejer hovederne ’ Jooh’, siger de, efter at have kigget på hinanden, ’Det må I vel godt’.

’Mia, du er den store, husk nu at passe godt på fødselsdagsbarnet’, siger mor med et smil. Mødre smiler tit eller lige det modsatte. Mia synes, det er nemmere at finde ud af dém, end far og andre mænd. Hun forstår ikke altid, hvad de mener.

De løber ned ad trappen. Trinene er høje, men de er to stærke og dygtige piger, og nedad er det jo ingen sag. Solvejg synger en lille sang og kigger stolt på sit fine nye, lyserøde armbåndsur.

Dér står han, nede på 2. sal.

Han ser underlig ud. Hans ansigt er rødt, og hans bukser er åbne nede foran. Hvorfor nu det? Mia véd godt, at mænd kan tisse, mens de står op, men da ikke hér?

De tøver lidt, men går langsom helt ned til ham.

’Hvorfor står du her?’, siger Mia, ’skal du ikke hjem og tisse?’

’Sikke et par søde piger. Vil I med hjem til mig? Så får I 25 øre hver?’

Manden taler underligt. Lidt, li’som, når man lyver, synes Mia. Han kommer tættere på dem, og det ser meget ud, som om han skal på wc, synes hun.

’Jaah’, siger Solvejg, og er lige ved at tage manden i hånden og gå med ham.

Mia tænker, så hendes hoved er ved at eksplodere, og hun er ved at blive grebet af panik. Hun er den store, kom så, hvad skal de gøre?

Hun trækker Solvejg lidt væk og hvisker: ’Vi kan ikke gå med ham. Måske er han en børnelokker. Mor har fortalt mig om dem. De er slemme.’

Solvejg tøver, Mia ta’r fat om hende, går det lange skridt hen til manden og siger: ’ Nej tak. Det var pænt af Dem, men vi skal gå nu.’

Han kigger ned på hende, og deres øjne mødes. Ikke kigge væk nu….

’Her er 10 øre til jer hver’, siger han endelig, trækker mønterne op af lommen og lægger en i hver af deres hænder.

Så er det nu: Mia griber fat i Solvejg og maser sig forbi ham og løber ned ad trappen.

Hun drejer hovedet og kigger op efter manden. Er han efter dem? Heldigvis ikke. Han står og tisser op ad fru Jensens dør.

Da de kommer hjem efter at have købt en forvandlingskugle hver hos bageren, siger Mia henkastet til mor, at de mødte denne her mærkelige mand på trappen.

Mødrene sænker kaffekopperne, lytter og blegner.

– – – – –

Mia tror nok, mor ringede til politiet lidt senere, men der kom vist ikke noget ud af det, og mere kan hun ikke huske. Og hun fik kun lidt klaustrofobi, selvom hun var så tæt på manden på trappen, at hun stadig kan lugte ham. Og forvandlingskuglen smagte dejligt.