’Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør’.
Mærkelig sætning. Jeg har svært ved at sige den naturligt her foran kameraet. Det er ikke bare det med den halve uddannelse, det er også ordet ’mor’. Heldigvis skal jeg læse op fra det brev, hun har sendt mig via produceren, så det må godt lyde lidt akavet.
Jeg har altid vidst, jeg var adopteret, og jeg er heldig, jeg ikke blev en abort. Jeg er en af de få i min generation, som er født af en kaukasisk, dansk mor. Det er nok derfor, jeg blev valgt til programmet.
Nu står jeg hér med fotografen og produceren – i solskinnet foran Statens Kunstmuseum, som jeg elsker og kender ud og ind efter de mange besøg, fra jeg var helt lille. Sammen med mor og far. Jeg har haft verdens lykkeligste barndom, men alligevel er jeg nysgerrig efter at møde min ’kødelige’ mor, som produceren Ellvira nu har fundet. Faderen har man ikke kunnet finde.
’Nå, hvad føler du så lige nu, lige før du skal møde din biologiske mor?’ spørger Ella forventningsfuldt, og jeg kan se, den smukke unge mand automatisk zoomer ind med kameraet. ’Tårer på kind’ er stadig valgsproget i medierne. Jeg føler en umådelig træthed sive ned gennem mig.
’Jeg føler faktisk ingenting’, ryger det ud af mig. ’Nu skal det bare overstås’.
’Kan vi lige ta’ dén igen, Lucas, siger Ellvira.
Han nikker kort, og hun fyrer af igen: ’Hvad FØLER du liiige nu? Hvad går der gennem dit hoved? Det eneste, vi ved om din mor er, at hun har en halv uddannelse som hundefrisør. Hvad føler du ved det?’
’Rend og hop!’, hører jeg mig selv sige, og Ellvira stivner og måber. Pludselig hader jeg hende.
’Cut!’ råber hun, men Lucas optager videre og smiler: Det her kan udvikle sig til et spændende, anderledes indslag…
Så ta’r min snusfornuft over igen, og jeg mumler, at jeg har brug for en kort pause.
Min dejlige, rolige far, som har insisteret på at tage med mig i dag, ta’r mig om skuldrene og fører mig lidt væk til en bænk.
Lucas filmer ’indklipsbilleder’ til udsendelsen, og Ellvira roder i sine notater.
’Du behøver ikke gøre det, hvis du ikke har lyst, min skat’ siger far. Jeg læner mig ind til ham. Han har altid været der, når det gjaldt.
’Nu sidder hun derinde og venter på at blive kaldt ud, og pludselig ved jeg slet ikke, om jeg har lyst til at mødes! Men jeg kan jo ikke være bekendt at la’ hende vente!’
’Jeg skammer mig også lidt – en halv uddannelse som hundefrisør. Hun er jo fra et helt andet ’segment’ end os. Hvad skal vi overhovedet tale om? Vi kan jo ikke kramme og tude hele tiden – og jeg hader hunde!!’
Det vælter ud af mig, og pludselig græder jeg og griber det lommetørklæde, far rækker mig, mens han smiler og siger: ’Nu skulle hende Ellvira og fotografen lige se dig. Endelig lidt ’tårer på kind’, og de går glip af det.’
Vi griner lidt sammen, jeg tørrer øjnene, og vi bliver enige om at fortsætte. Den ukendte kvinde har givet mig muligheden for dette dejlige liv, selvom aborten var indført. Hunde-eller-ej, jeg vil møde hende og takke hende. Det er vel det mindste, jeg kan gøre.
Så står jeg der igen. Ellvira og Lucas ånder lettede op, Ellvira sender en sms, og jeg holder vejret.
Nu træder hun ud af hovedindgangen. Solen og vinden fanger hendes halvlange hår, der er lyst som mit.
Hun ser forbløffende ung og smuk ud. Har næppe været meget over 16 år, da hun fik mig. Med raske skridt går hun mig i møde. Som på tælling begynder vi begge at smile. Jeg mærker, at det er en dejlig dag. Min mor foran mig. Min far i baggrunden. Han gi’r mig tryghed og styrke. Altid.
’Hej’, sig hun og jeg får et varmt kram, som jeg gengælder.
’Jeg hedder Amanda Kring, og jeg er den nye direktør her på museet. Hvor blev jeg glad, da jeg hørte, du havde valgt at møde mig hér. Og jeg kan se, du har taget min gamle kæreste med!’
Far smiler til hende.
photogroupblik 